Resultater

 

Vores tilgang til forretningsudvikling er resultatorienteret og indebærer konkrete mål og gennemførelse af de nødvendige aktiviteter. Nedenstående tre cases inden for produktudvikling, internationalisering og turn-around er eksempler på hvorledes vores tilgang til forretningsudvikling har skabt fremdrift og resultater.

 

Produktudvikling

En virksomhed der producerer og sælger høj kvalitets produkter til legepladser stod overfor et massivt konkurrencemæssig pres fra kinesisk producerede produkter med markant lavere kost- og salgspriser. Udfordringen var at reducere virksomhedens kostpriser – uden at gå på kompromis med design og kvalitet – og sikre en markant hurtigere produktudviklingproces for at kunne modsvare konkurrenternes pres uden tab af væsentlige markedsandele. Det var således nødvendigt at nytænke hele virksomhedens setup til forretningsudvikling.

Rosenberg & Ottosen udarbejdede sammen med virksomheden en aggressiv forretningsplan for udvikling, produktion, salg og leverance af en ny produktfamilie. Planen indeholdt etablering af produktion og logistik med udgangspunkt i Kina for at sikre konkurrencedygtige priser. Planen indebar også betydelige design-, konstruktions- og teknologimæssige udfordringer, som skulle løses inden for den tidsramme der var tre gange kortere i forhold til tidligere udviklingsprojekter i virksomheden.

Vi var ansvarlige for den kontinuerlige projektledelse og opfølgning på projektet, og skabte sammen med virksomheden på ni måneder en ny produktfamilie, der imødekom såvel design-, kvalitets- og omkostningskrav. Den ny produktfamilie satte en effektiv stopper for det massive pres fra kinesiske konkurrenter. Herudover fik virksomheden også etableret et strategisk vigtigt grundlag for en langt større produktionsmæssig og logistisk fleksibilitet, som efter kun to år resulterede i virksomhedens bedste resultat i nyere tid.
 

Internationalisering

En virksomhed i elektronikbranchen tabte markedsandele indtjening på grund af en teknologisk forældet produkt portefølje, der ikke længere var konkurrencedygtig.

Vi undersøgte, hvilke eksisterende produkter der kunne bidrage med rentabel indtjening, og hvilke der skulle udfases. Sammen med virksomheden udvalgte vi et kernesegment, hvor vi kunne opnå en produkt- og servicemæssig differentiering fra konkurrenterne og samtidig sikre en betydelig markedsandel og tilfredsstillende indtjening.

Vi gennemførte en markedsføringsindsats der bl.a. fokuserede på et nyt europæisk forhandlernetværk til at bearbejde og servicere det udvalgte kernesegment, udviklede et skræddersyet træningsprogram for virksomhedens sælgere og stod for udrulning i det første land som springbræt for videreudvikling i resten af Europa. Virksomheden har genetableret tilfredsstillende indtjening.
 

Turn around

En handelsvirksomhed der sælger dyre forbrugsgoder oplevede i forbindelse med finanskrisen en halvering af deres salg, deraf følgende underskud og et højt ukurant lagerniveau. Virksomheden var konkurstruet.

Vi udarbejdede en kortsigtet nedskæringsplan for at stoppe underskuddet samt en langsigtet plan for nedbringning af det ukurante lager. Planen involverede virksomhedens leverandører, bank og finansieringspartner. Sammen med virksomheden gennemførte vi en omfattende handlingsplan, der reducerede medarbejderstaben med 25 % samt effektiviserede en række hovedområder.

To år senere havde virksomheden ikke længere underskud, lagerniveauet var halveret og størstedelen af den ukurante del af lageret var solgt. Virksomheden var ikke længere truet af konkurs, og startede en langsigtet geografisk ekspansionplan.